Ifølge den guddommelige lære skal tiden ikke tælles på samme måde som i menneskenes kronologi. Den Hellige Skrift, som er troens regel for de troende, lærer os, hvad der er nødvendigt for at vandre i retfærdighed og leve i hellighed; for uden hellighed vil ingen se Gud.
Da Gud skabte himmellegemerne, sagde han: »Der skal være lysende legemer på himmelhvælvet, for at der kan være skel mellem dag og nat; og de skal tjene som tegn og til at bestemme tider, dage og år. Og de skal være lysende legemer på himmelhvælvet for at oplyse jorden.« Og således skete det. Og Gud skabte de to store lys; det største lys til at herske over dagen og det mindste lys til at herske over natten; og han skabte stjernerne. Og Gud satte dem på himmelhvælvet for at oplyse jorden og for at herske over dagen og natten og for at skille lyset fra mørket. Og Gud så, at det var godt.“ (1 Mos 1:14-18).
Også da Han skabte universet med alt, hvad der er i det, afgrænsede Han tidsintervallerne på følgende måde: Det blev aften og morgen – den første dag; og det blev aften og morgen – den anden dag, indtil den sjette dag (1 Mos 1).
Bibelske definitioner af tidsperioder
Aften: Tidsperiode, der går forud for morgenen. Den varer normalt 12 timer og benævnes skumring, dagens aften, mørke og nattens mørke (Ordspr 7:9). Den strækker sig fra solnedgang den ene dag til solopgang den næste morgen.
Dag: Et tidsrum mellem to solnedgange, som normalt svarer til 24 timer (3 Mos 23:32).
Morgen: Et tidsrum på 12 timer, der strækker sig mellem to nætter, to eftermiddage eller fra solopgang til solnedgang. Det kaldes også dag (Joh 11:9).
Før der var lys i universet, var der mørke. Derfor kommer natten før dagen i det 24-timers forløb.
Den måde, man i dag tæller dagen på, fra midnat til midnat, er ikke korrekt, og dette blev profeteret af Daniel: »Han vil tale imod den Højeste, forfølge den Højestes hellige og bestræbe sig på at ændre tiderne og loven« (Dan 7:25, første og anden del).
Hvis dagen begyndte ved midnat, ville natten kun vare seks timer, og dagen ville vare atten timer, mens Jesus sagde, at den varede tolv (Joh 11:9). Hvordan kan dagen begynde ved midnat? Den, der ikke kender tiden, kan ikke hellige Herrens dag korrekt. I henhold til den instruks, der blev givet til Guds folk, skal sabbatten holdes fra solnedgang til solnedgang. Dagen, den lyse del af det 24-timers døgn ifølge menneskers moderne tidsregning, begynder kl. 06.00 om morgenen og slutter kl. 18.00, men det korrekte er, at den beregnes fra solopgang til solnedgang.
Genindførelsen af sabbatshelligholdelsen ved Nehemias
Da Nehemias søgte at rette op på den overtrædelse, som folket begik i forhold til sabbatten, beordrede han, så snart nattens skygge nåede Jerusalems porte, at byportene skulle lukkes. Vi vil gengive teksten for bedre at forstå, hvordan vi også bør handle:
»I de dage så jeg i Juda nogle, der trampede vinpresser på sabbatten og bragte bundter, som de bar på æsler; ligeledes vin, druer og figner samt alskens byrder, som de bragte ind til Jerusalem på sabbatten; og jeg protesterede mod dem på den dag, hvor de solgte forsyninger. Der boede også tyrere i byen, som bragte fisk og alskens varer, som de på sabbatten solgte til Judas børn og i Jerusalem. Og jeg stridede med Judas fornemme mænd og sagde til dem: Hvilket ondt er det, I gør, når I vanhelliger sabbatsdagen? Har jeres fædre ikke gjort det samme, og har vores Gud ikke bragt al denne ulykke over os og over denne by? Og I vil yderligere skærpe hans vrede mod Israel ved at vanhellige sabbatten. Det skete, at da skyggen allerede faldt ved Jerusalems porte før sabbatten, og jeg gav ordre dertil, blev portene lukket; og jeg befalede, at de ikke måtte åbnes, før sabbatten var forbi; og jeg satte nogle af mine tjenere ved portene, for at ingen last skulle komme ind på sabbatsdagen. Da tilbragte købmændene og sælgerne af alle slags varer natten uden for Jerusalem, en eller to gange. Jeg protesterede derfor mod dem og sagde til dem: »Hvorfor tilbringer I natten foran muren? Hvis I gør det igen, vil jeg gribe ind over for jer.« Fra den dag af kom de ikke længere på sabbatten.” (Ne 13:15-21).
Det, der er skrevet tidligere, er skrevet til vores belæring.
Hvis den kristne ikke kender tiden og måden – for alting har sin tid og sin måde – er han ude af stand til at nå fuldkommenhed i kærligheden og vil ikke være et fuldkomment menneske, som Gud kræver (Mt 5:48, 2 Tim 3:17 og Kol 3:14). Og han vil modtage irettesættelse fra Herren, som siger: »Jeg har ikke fundet dine gerninger fuldkomne foran Gud« (Åb 3:2). Og disse gerninger er retfærdighedens gerninger, den kærlighed, som Johannes taler om (1 Joh 3:18).
Respekt for og overholdelse af sabbatten
I overensstemmelse med det, som Ånden åbenbarede for Esajas, skal vi ikke beskæftige os med noget materielt på Herrens sabbat, se:
»Hvis du afholder din fod fra sabbatten, fra at gøre din vilje på min hellige dag, og hvis du kalder sabbatten en fryd, Herrens hellige dag, værdig til ære, og ærer den ved ikke at følge dine egne veje, ikke at søge at gøre din egen vilje og ikke at tale dine egne ord, så vil du glæde dig ved Herren, og jeg vil lade dig ride på jordens højder og opretholde dig med din fader Jakobs arv; for Herrens mund har sagt det.” (Es 58:13-14).
Og ligesom i fortiden bør vi heller ikke lave mad på denne dag, for således siger Skriften:
»I seks dage skal I arbejde, men den syvende dag skal være hellig for jer, en sabbat, en højtidelig hviledag for Herren; enhver, der udfører noget arbejde på den dag, skal dø. I må ikke tænde ild i nogen af jeres boliger på sabbatsdagen.« (2 Mos 35:2-3).
Nogle hævder, at dette bud var rettet mod det gamle Israel, hvor det at tænde ild krævede fysisk anstrengelse. Men Gud forandrer sig ikke. Allerede før Hans lov blev bekræftet på Sinai, sagde Gud: »Hvor længe vil I nægte at holde mine bud og mine love?« (2 Mos 16:28). Og før det havde Moses instrueret folket således:
»Dette er, hvad Herren har sagt: I morgen er det hviledag, en hellig sabbat for Herren; hvad I vil bage i ovnen, skal I bage, og hvad I vil koge i vand, skal I koge i vand; og alt, hvad der bliver til overs, skal I lægge til side til jer selv og opbevare det til i morgen.« (2 Mos 16:23).
Bemærk, at de skulle bage eller koge, og at det, der blev til overs, skulle gemmes til sabbatten. Maden skulle altså opbevares, så den var klar til at spise.
I dag har vi langt bedre forudsætninger for at holde sabbatten. Vores komfurer kører på gas, vi har køleskab, lys, elektricitet og rindende vand. Og selv hvor disse ressourcer ikke findes, er det med god vilje muligt at holde sabbatten, for det vil jo være vores bevis på kærlighed til Jesus (Joh 14:15). Undtagen på sabbatten kan vi gøre alt, hvad der er nødvendigt, det vil sige før solnedgang fredag eller efter solnedgang lørdag, for vi tror, at alle ting virker sammen til det gode for dem, der elsker Gud (Rom 8:28). »Og hvad skal skille os fra Guds kærlighed?« Sult, nøgenhed? Intet kan skille os fra Guds kærlighed, nemlig at holde hans bud (Rom 8:35).
Som vi har set i Herrens viljesåbenbaring gennem Esajas, skal vi hverken søge at gøre vores egen vilje eller tale vores egne ord på hans hellige dag (Es 58:13).
Men der findes modstandere, som hævder, at Herrens sabbat ikke er Herrens dag; og de fremfører falske begrundelser; de står ikke fast i sandheden, for der er ingen sandhed i dem. De siger, at Herrens dag nu er søndag, idet de ud fra deres egne beregninger og gisninger antager, at Jesus opstod på denne dag. Den, der tænker og tror således, er ikke korrekt undervist i Guds ord.
Da det er en forudsætning at acceptere Guds bud for at opnå visdom, nå frem til frygt for Herren og finde »kendskab til Gud«, opnår den, der ikke accepterer Hans bud, hverken visdom, frygt for Herren eller kendskab til Gud (Ordspr 2:1-6, 28:7-9 og 10:8).
Der er mange læremæssige fejl i de kirker, der ikke følger Guds bud, ligesom den, der ikke holder Hans bud, ikke forstår Guds ord, da dette er en forudsætning herfor. Nogle kirker har ganske vist budene, men holder dem ikke, og derfor elsker de ikke Gud (Joh 14:21 og 15:9-10).
Jesus elskede verden og beviste denne kærlighed ved at dø for os; og nu kræver Han, at vi beviser vores kærlighed, idet Han siger: »Hvis I elsker mig, vil I holde mine bud« (Joh 14:15). Og han elsker kun dem, der elsker ham (Ordspr 8:17, delvis). Og Helligånden åbenbarer, at vi er vanvittige af kærlighed til Kristus (1 Kor 4:10). Og: »Ingen skal bedrage sig selv. Hvis nogen blandt jer anser sig for at være vis i denne verden, skal han gøre sig selv til en tåbe for at blive vis« (1 Kor 3:18).
Den syvende dag i ugen eller en dag ud af syv?
Da Herren skabte himlene og jorden, fastlagde han tidsinddelingen: ugen, månederne og årene. Ugen på syv dage, måneden på tredive dage og året på tolv måneder.
Da han førte Israels folk ud af Egypten, indførte han måneden Abib som den første af månederne for sit folk. Denne måned svarer i dag til perioden fra marts til april, idet den omfatter en del af den ene og en del af den anden.
Herren kaldte ugens dage for: første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette og syvende. Og denne dag i ugen kaldte Gud for sabbat, for på denne dag hvilede Han, og derfor helligede og velsignede Han den.
Helliggørelse betyder adskillelse. Således adskilte Han denne dag til hvile og velsignede den derfor. Hans sabbat er fastlagt: den er den syvende dag i ugen. Israelitternes sabbatter var derimod flytbare, det vil sige, de varierede, da den første og den sidste dag i de højtider, som Herren havde forordnet, faldt på forskellige ugedage, idet de var »højtidssabbatter« eller festdage (3. Mos. 23:32 og henvisninger).
Sabbatten på den syvende dag er orden, mens en sabbat hver syvende dag er uorden. Forestil dig, at hver person henvendte sig til menigheden på en anden dag og søgte at holde sin egen hviledag.
Selv på de sabbatter, som Gud havde indstiftet, og som Han kaldte »jeres sabbatter«, herskede der orden. Man behøver blot at læse teksterne omhyggeligt. Deres tidspunkter var fastlagt inden for et års periode. De ting, som Gud har indstiftet, rummer visdom, og Han er fuldkommen.
Der er nogle, der bruger følgende sætning fra Jesus som argument for ikke at respektere sabbatten: »Min Fader arbejder indtil nu, og jeg arbejder også« (Joh 5:17), og ligeledes det, som apostlen Paulus sagde: »for vi arbejdede nat og dag for ikke at være til byrde for nogen af jer« (1 Thess 2:9). Men de glemmer, hvad Mesteren også sagde: »Arbejd ikke for det brød, der forgår, men for det, der bliver« (Joh 6:27).
Jesu arbejde var det åndelige, hvilket også bør være de kaldedes arbejde. På denne måde er det muligt at udføre dette arbejde nat og dag, ligesom Faderen.
Det sprog, som profeterne og apostlene brugte, var i overensstemmelse med det sprog, som Gud anvendte i de Hellige Skrifter, da de var inspireret af Ham og fungerede som Hans talspersoner. Når Skriften således fortæller, at Peter og Johannes gik op til templet for at bede, angives det, at klokken var den niende time. Og denne time er det, man kalder klokken femten eller klokken tre om eftermiddagen. Men da solen står op om morgenen, og dagen består af tolv timer, er den niende time det, man i den nuværende tidsregning er blevet enige om at kalde klokken tre om eftermiddagen eller klokken femten.
Da Johannes var på øen Patmos og skrev Åbenbaringsbogen, sagde han: »Og jeg blev bortført i Ånden på Herrens dag...« (Åb 1:10). Dette inspirerede sprog er intet andet end det samme, som Gud inspirerede Esajas til, da han skrev: »Hvis du kalder sabbatten en fryd og Herrens hellige dag og ærer den ved ikke at følge dine egne veje, ikke at søge at gøre din egen vilje og ikke at tale dine egne ord, så skal du glæde dig ved Herren, og jeg vil lade dig ride på jordens højder og opretholde dig med din fader Jakobs arv; for Herrens mund har sagt det« (Es 58:13-14). Det var netop det, apostlen gjorde: han kaldte sabbaten for Herrens dag.
For Gud kan en tid bestå af: tolv timer, en dag, et år, et årtusinde eller et tidsrum eller en begivenhed. Således kan Hans dag også være Hans sabbat, dagen for Hans genkomst eller en bestemt tidsperiode. Man kender dog Hans hensigt ud fra sammenhængen, for Hans Ånd i os lader os vide dette; den gennemtrænger jo alle ting og endog Guds dybder (1 Kor 2:10).
Nogle mener, at fordi Herren taler om faderen Jakob, taler Han til det nominelle Israel eller Israel i Palæstina. Men se, hvad apostlen Paulus siger:
»Men det himmelske Jerusalem er frit; det er vores alles moder. For der står skrevet: Glæd dig, du ufrugtbare, som ikke føder; jubl og råb, du, som ikke er i fødsel; for den ensomme kvindes børn er flere end den gifte kvindes. Men vi, brødre, er løftets børn, ligesom Isak. Således er vi, brødre, ikke børn af trælkvinden, men af den frie.“ (Gal 4:26-28, 31).
Således er vi, som har troet, den afkom, der blev lovet Abraham, fra hvem patriarkerne stammer, og Isak, Jakobs fader, løftets søn ligesom os, der blev lovet til Abraham, og som er så talrige som himmelens stjerner og som sandet ved havet (1 Mos 15:5, 22:17 og 32:12).
Men der er nogle, der siger, at ingen kan overholde budene, og at der ikke findes en eneste retfærdig. Men før lovene blev givet på Sinai, siger Skriften, at Abraham overholdt Herrens bud. Og Gud selv sagde dette, se:
Og Herren sagde: »Skal jeg skjule for Abraham, hvad jeg gør, eftersom Abraham sandelig skal blive et stort og mægtigt folk, og i ham skal alle jordens folk velsignes? For jeg har erkendt, at han vil påbyde sine børn og sit hus efter sig, at de skal holde Herrens vej og handle retfærdigt og retfærdigt, for at Herren kan lade det, som han har talt om, komme over Abraham.” (1 Mos 18:17-19).
Og som det fremgår af spørgeskemaet, er Herrens veje og Herrens retfærdighed Hans bud (Mal 2:8-9 og Sal 119:172). Og Guds retfærdighed er evig (Sal 119:142). Og den, der udøver retfærdighed, er retfærdig, ligesom Han er retfærdig (1 Joh 3:7).
Gud vidnede om Abraham over for Isak og sagde:
»For Abraham adlød mit ord og holdt mine bud, mine forskrifter, mine love og mine regler.« (1 Mos 26:5).
Desuden siger Skriften, at Zakarias og hans hustru Elisabet var retfærdige. Og de var retfærdige, fordi de fulgte Guds retfærdighed og holdt hans bud, se:
»I Herodes’ tid, kongen af Judæa, var der en præst ved navn Zakarias, af Abias’ orden, og hans hustru var en af Arons døtre, og hendes navn var Elisabet. Og de var begge retfærdige foran Gud og vandrede uden anklage i alle Herrens bud og forskrifter.” (Luk 1:5-6).
Også Josef, ægtemanden til Maria, Jesu mor, var retfærdig (Matt 1:19).
Derfor er alle, der udøver Guds retfærdighed, det vil sige holder hans bud, retfærdige, ligesom Gud er retfærdig, se:
»Mine børn, lad ingen vildlede jer: Den, der udøver retfærdighed, er retfærdig, ligesom han er retfærdig.« (1 Joh 3:7).
Den, der ikke tror på Guds bud, kan ikke holde dem, for de er troens lov (Rom 3:27 og 31). Og de er ikke tunge, som Johannes sagde under inspiration (1 Joh 5:3). Og den, der ikke overholder dem, kan ikke være i Gud (1 Joh 3:24). Og derfor kan Faderens kærlighed ikke være i ham (Joh 15:9-10).
Skelnen mellem ceremonielle love og den moralske lov
Men der er nogle, der bruger bibelske passager som argument, som ikke siger det, de gerne vil have dem til at sige. I et af disse steder siger apostlen: »I holder dage, måneder og år«. Eller et andet, hvor der står: »Lad ingen dømme jer for, hvad I spiser eller drikker, eller for sabbatterne«.
Som vi så, da vi nævnte de love, der foreskrev »de højtidelige sabbatter«, fandtes der højtidelige dage, højtidelige måneder og højtidelige år, og disse blev overholdt af jøderne selv på Paulus’ tid. Disse jøder forsøgte at tvinge de ikke-jøder, der tilsluttede sig »vejen«, til at overholde disse dage og hævdede, at hvis de ikke gjorde det, overholdt de ikke loven. Og at de også skulle lade sig omskære for at opfylde Moseloven. Dette fik Paulus til at skrive brevet »til galaterne«, hvor han behandler emnet.
I alle tilfælde, som forfatteren af brevet til Hebræerne siger, ophæver Gud den første pagt for at indføre den anden. Den første indebar overholdelse af hellige forskrifter, der bestod af ofring af retter, mad, drikke og offergaver (Hebr 9). Også forskrifter om »du må ikke røre ved« og »du må ikke håndtere«, som Paulus kalder forskrifter (Kol 2:20-21). Men Kristus fjernede disse ting, som intet fuldendte, ved at stryge den gældsbrev, der var imod os i dens forskrifter, og fjernede den fra os ved at nagle den fast på korset (Kol 2:14). Da det altså var forskrifter, og der var en tid, hvor de skulle overholdes, fjernede Jesus, ypperstepræsten for de kommende goder, ved sin ankomst det første og indførte det andet; han ophævede det, der blev gjort på Horeb, og stadfæstede det, der blev gjort i Moabs land.
Derfor sagde Esajas:
»Den, der slår en okse ihjel, er som den, der sårer et menneske; den, der ofrer et lam, er som den, der halshugger en hund; den, der bringer et offer, er som den, der ofrer svineblod; den, der brænder røgelse, er som den, der velsigner en afgud; disse vælger deres egne veje, og deres sjæl finder behag i deres vederstyggeligheder.« (Es 66:3).
Da profeterne modtog disse ting, ønskede de at vide, om de gjaldt deres egen tid, og de fik at vide, at det ikke var til dem, men til hedningerne, som de forkyndte for (1. Pet 1:11-12).
Jesaja skrev, hvad Herren talte gennem ham:
»Når I kommer for at træde frem for mig, hvem har da krævet dette af jeres hænder, at I skal træde mine forgårde ned? Bring ikke længere forgæves ofre: Røgelse er mig en vederstyggelighed, ligesom nymånerne, sabatterne og menighedernes sammenkomster; jeg kan ikke udholde uretfærdighed, ej heller den højtidelige forsamling. Jeres nymåner og jeres højtider væmmer min sjæl; de er blevet en byrde; jeg er træt af at udholde dem.« (Es 1:12-14).
Men se nøje på sammenhængen og sammenlign med 3. Mosebog 23, så vil du se, hvad Herren henviser til: menighedens sammenkomster, jeres højtider (se 3 Mos 23:1, 8, 9, 17, 21, 28 og 29). Således var disse sabbatter jeres sabbatter.
Og om dem siger Herren endnu gennem Hosea: »Jeg vil bringe al deres glæde til ophør, deres fester, deres nymånefester, deres sabbatter og alle deres højtider« (Hos 2:11). Og videre siger Herren: »Jeg vil forlove dig med mig for evigt; jeg vil forlove dig med mig i retfærdighed, i ret, i godhed og i barmhjertighed. Og jeg vil forlove dig med mig i trofasthed, og du skal kende Herren« (v. 19-20). Desuden advarer Herren gennem Jeremias:
»Så siger Herren: Vogt jeres sjæle, og bær ikke byrder på sabbatsdagen, og bring dem ikke ind gennem Jerusalems porte. I må heller ikke bære byrder ud af jeres huse på sabbatsdagen eller udføre noget arbejde; men hellig sabbatsdagen, som jeg har påbudt jeres fædre. Hvis I nu lytter til mig, siger Herren, og ikke bærer byrder ind gennem denne bys porte på sabbatsdagen, og hvis I helliger sabbatsdagen ved ikke at udføre noget arbejde på den, så vil der komme konger og fyrster ind gennem denne bys porte, siddende på Davids trone, kørende i vogne og ridende på heste, de og deres fyrster, Judas mænd og Jerusalems indbyggere; og denne by skal for evigt være beboet. Men hvis I ikke lytter og helliggør sabbatsdagen og undlader at bringe nogen byrder ind, når I går ind gennem Jerusalems porte på sabbatsdagen, så vil jeg tænde ild ved dens porte, som skal fortære Jerusalems paladser, og den skal ikke slukkes.« (Jer 17:21-22, 24-25, 27).
Sabatten er ikke blot et minde om skabelsen, men også et tegn mellem Gud og hans folk, se:
»Og jeg gav dem også mine sabbatter, for at de skulle tjene som et tegn mellem mig og dem, for at de skulle vide, at jeg er Herren, som helliggør dem. Og hellig mine sabbatter, så de skal tjene som et tegn mellem mig og jer, for at I skal vide, at jeg er Herren, jeres Gud. Men også børnene gjorde oprør mod mig og vandrede ikke efter mine love og holdt ikke mine retsbestemmelser, som, når man overholder dem, giver mennesket liv; de vanhelligede mine sabbatter, derfor sagde jeg, at jeg ville udøse min vrede over dem for at fuldbyrde min harme mod dem i ørkenen. Men jeg holdt min hånd tilbage og gjorde det af hensyn til mit navn, for at det ikke skulle blive vanhelliget i nationernes øjne, for hvis øjne jeg havde ført dem ud. Jeg løftede også min hånd mod dem i ørkenen for at sprede dem blandt nationerne og udgyde dem over landene; for de fulgte ikke mine domme, de afviste mine love og vanhelligede mine sabbatter, og deres øjne vendte sig mod deres fædres afguder.« (Ez 20:12, 20-24).
Da Herren bekendtgjorde sin lov foran folket i Sinai-ørkenen, var det ham selv, der talte fra skyerne og sagde om sabbatten:
»Husk sabbatsdagen, så du kan hellige den. Seks dage skal du arbejde og udføre alt dit arbejde. Men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud; du må ikke udføre noget arbejde, hverken du selv, din søn, din datter, din træl, din trælkvinde, dit dyr eller den fremmede, der er inden for dine porte. For på seks dage skabte Herren himlene og jorden, havet og alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor velsignede Herren sabbatsdagen og helligede den.« (2 Mos 20:8-11).
Lad os se nærmere på detaljerne:
I begyndelsen af kapitel tyve står der: »Da talte Gud alle disse ord og sagde: Jeg er Herren din Gud.« Således begynder han at diktere sine love direkte til folket, og dette er utvetydigt nedskrevet i Femte Mosebog, hvor der står:
»Den dag, I stod foran Herren jeres Gud på Horeb, da Herren sagde til mig: Saml dette folk for mig, så vil jeg lade dem høre mine ord, og de skal lære dem, for at de skal frygte mig alle de dage, de lever på jorden, og de skal lære dem deres børn; og I kom nærmere og stillede jer ved foden af bjerget; og bjerget brændte i ild helt op til himmelens midte, og der var mørke, skyer og tåge. Da talte Herren til jer midt ud af ilden; I hørte ordens stemme, men bortset fra stemmen så I intet billede. Da bekendtgjorde han jer sin pagt, som han havde foreskrevet jer, de ti bud, og skrev dem på to stenplader.” (5 Mos 4:10-13).
Desuden kan vi i de vers, hvor budene nævnes, bemærke yderligere vigtige detaljer, såsom: »Men den syvende dag er sabbatten for Herren, din Gud.« Og det var ikke kun Israels folk, der ikke måtte arbejde på denne dag, men også deres dyr, der tjente dem, og deres tjenere samt den fremmede, der opholdt sig blandt dem. Dette skyldtes, at der var tjenere blandt folket såvel som dem, der var tilknyttet Israels folk gennem aftaler eller indgiftning. Således talte Gud til Moses og befalede ham at instruere folket: »I skal have én og samme lov; således skal den fremmede være som den indfødte“ (3 Mos 24:22).
Han sagde videre: „Men hvis en fremmed bor hos dig og ønsker at fejre påsken for Herren, skal alle hans mandlige børn omskæres, og først da må han fejre den, og han skal være som en indfødt i landet; men ingen uomskåret må spise af den. Der skal være én og samme lov for den indfødte og for den fremmede, der opholder sig blandt jer« (2 Mos 12:48-49; 3 Mos 24:22; 4 Mos 15:16, 29).
Det er vigtigt at understrege, at da Gud overbragte Sine love til folket, var Moses endnu ikke steget op på bjerget og havde derfor ikke modtaget stentavlerne, hvorpå de ti bud var indskrevet. Imidlertid var den første pagt allerede indgået, og den indeholdt derfor lovene om forskrifter. Samtidig med at Gud gav Moses sin lov, gav han ham også forordningerne, forskrifterne og dommerne, se:
»Dette er de forordninger, domme og love, som Herren gav mellem sig og Israels børn på Sinai-bjerget ved Moses’ hånd.« (3 Mos 26:46).
Det er vigtigt at vide, at selv om forskrifterne blev ophævet efter Jesu død – da han naglede dem fast på korset – blev de vedtægter og domme, som Gud fastsatte og gav til Moses, ikke ophævet. Derfor talte Gud gennem Malakias: »Husk min tjener Moses’ lov, som jeg gav ham på Horeb for hele Israel, nemlig forskrifterne og dommerne« (Mal 4:4).

Oli Prestes
Missionær